Kate Piil

Hvis jeg skal beskrive mig selv med få ord, er det, at jeg ikke kan få nok af livet. Jeg er nysgerrig, arbejdsom og med masser af gåpåmod, samtidig med en vis følsomhed - især på andres vegne - hvor jeg i maleriet ofte beskriver hjemløse.

Det hele begyndte i 90erne; jeg fik undervisning i dekorationsmaling af Ellinor Nielsen, hvor jeg dekorerede skabe og dragkister med gamle mønstre fra Nationalmusset. I en periode på 5 år underviste jeg i dekorationsmaling på aftenskole, men de mange kunstformer interesserede mig så meget, at jeg måtte videreuddanne mig. Jeg startede på Birthe Jarlbæks malerskole i blomster og figurationer. Efterfølgende har jeg været nysgerrig på at arbejde med mange andre medier og måder at udvikle maleriet; såvel i det naturalistiske som i det abstrakte. I mit arbejde med det abstrakte maleri har malerredskabet stor indflydelse på resultatet - hvor farver og det grafiske kommer i fokus. Historien bag maleriet lader jeg beskueren forfatte og derved være en aktiv del af værket. Ved portrætmalerierne ynder jeg at finde en god historie at arbejde med og gøre det til et kunstnerisk eksperiment. Dette har jeg særligt lade komme til udtryk i mine kunstværker af hjemløse. Dyreportrætter på gamle glemte værker af andre kunstnere er også at finde i mit galleri, samt keramiske skulpturer hvor jeg modellerer historier fra hverdagen. Det sidste nye kunstneriske indslag er installationskunst.

Hvis jeg selv skal beskrive mit kunstneriske udtryk, vil det være store abstraktioner i fantastiske farver, der folder en anden verden ud af mig, hvor jeg viser min spontane side, efterfulgt af sirlige gennemarbejdede farveafdækninger for at slutte af med læderkant som indrammer værket smukt.

Jeg tager imod udsmykningsopgaver og udstiller gerne i kunstforeninger. Jeg har været på flere censurerede udstillinger, i kunstforeninger, samt gallerier - blandt andre Knud Grothe på Jægersborg Allé. Desuden var jeg modtager af Roskilde Avis’ Kunstpris 2016.

Jeg har mit store atelier i mit hjem ved Herringløse kun 15 min. kørsel fra Roskilde centrum. Dette åbner jeg gerne for besøgende ved aftale - gå til Kontakt for kontaktoplysninger.

Kanal Roskildes portrætreportage

“Kate Piil vandt Roskilde Avis´ pris for sit portræt af vagabonden Hardy under Roskilde Åben i Palæfløjen for nogle år siden.
Til åbne atelierdøre inviterer Kate Piil indenfor i sit hjem, hvor der både er billedkunst på væggene,
skrotkunst på gårdspladsen og installationskunst i baghaven.
Med sin samarbejdspartner Caroline Scheibel har Kate Piil desuden skabt et stort vægmaleri.”

- Kanal Roskilde

Kunstneren Kate Piil

Skrevet af Janne Regius, psykoterapeut med interesse for Kunst.

“Kate brænder for udfordringer, når hun skal skabe sine kunstværker, og hun kan godt lide at arbejde under pres.

Hun er projekt- og proces orienteret, og bruger ofte installationskunsten, til at udtrykke den inspiration, som løber gennem hende.

Hun går meget op i sin farvesammensætning, som altid er kontrastfyldt og ofte farverig, dvs hun formår at vælge mange forskellige farver, samtidig med at hun gør det både elegant og enkelt.

Kate ønsker at fortælle en historie med sine værker, og arbejder ofte omkring temaer som socialrealisme og bæredygtighed.

Hun giver aldrig sine abstrakte billeder nogen titel, fordi hun ikke ønsker at begrænse beskuerens måde at se værkerne på. Det skal være frit og åbent for enhver at nyde dem på deres egen måde, mener Kate.

På en fin og kreativ måde, blander Kate gamle malerier med sine abstrakte udtryk.

Det foregår på den måde at hun klipper begge billeder op og syer dem sammen igen, så det bliver et nyt udtryk der bringer kontrasterne frem i både farverne og i motiverne.”

- Janne Regius